Når flad mave bliver succeskriteriet

Jeg husker tydeligt hvordan det var at blive mor, selvom det nu er ved at være en del år siden. Jeg synes det var spændende at mærke forandringerne. Ændringer som skete helt automatisk, fordi jeg fra naturens side er kodet til det.

Jeg har altid mærket meget til min krop, hvilket helt klart også er derfor jeg har valgt at arbejde professionelt med kroppen. Min store opmærksomhed på kroppen gør måske også, at jeg husker nogle detaljer som andre med mindre opmærksomhed på deres krop, har glemt.

Jeg husker både at være gravid og de forandringer der skete undervejs. Og jeg husker tiden efter fødslen, hvor kroppen igen er i forandring.

De første par uger efter fødslen er ikke så relevante i denne sammenhæng. Det var undtagelsestilstand. Men da jeg blev klar til at pakke baby ned i vognen og trille til efterfødselsgymnastik, glædede jeg mig til at få min krop tilbage.

For nogle er det at få sin krop tilbage lig med at tabe sig. Indrømmet, det var det også for mig. Forfængeligheden var ikke forsvundet. Men først og fremmest var dét at få min krop tilbage, mere en følelse. At jeg kunne mærke mig selv igen, at kunne ligge både på ryggen og på maven igen, at kunne bevæge mig frit og at blive stærk nok til at kunne bære min lille buttede baby op og ned fra 2. sal. i en halvtung lift. Heldigvis blev jeg gradvist stærkere i takt med at han blev tungere.

Min nysgerrighed førte mig til efterfødselsgymnastik tre forskellige steder. Det ene sted var der for meget snak og for lidt gymnastik. Det andet sted var helt perfekt, der var god gymnastik af en fagligt velfunderet underviser og der var rum til en baby, som nogle gange bare ville ammes, skiftes og vugges i al den tid gymnastikken varede. Der blev jeg ved med at gå indtil både min søn og jeg var udenfor målgruppen.

Det tredje sted var det lige modsat. Tag din baby med, stod der i beskrivelsen. Måske skulle de have tilføjet; hvis den ikke er alt for meget i vejen! Det føltes ikke som gymnastik med baby, mere som gymnastik på trods af baby. Ikke så fedt. Det værste var underviserens retorik. Pres dig selv, kom nu. Kig ned når du løfter, maven skal være helt flad! Fire uger efter jeg havde født var der altså ikke noget der var i nærheden af at være fladt. Det var der heller ikke hos de andre mødre.

Først blev jeg ked af det. Tænkte at jeg måtte se at komme i gang.

Så blev jeg vred. For hvad er det for en måde vi taler til og om vores kroppe på. Hvad sætter det i gang hos os?

Jeg tror ikke underviseren gjorde det af ond vilje, men timen var præget af præstation og effektivitet. Kroppen skulle presses på plads. Hurtigt. Det er ikke særlig givtigt i kombination med en krop der i forvejen lige har ydet en kæmpe præstation og kun lige hænger sammen pga. søvnmangel, amning, hormoner osv.
Hvor havde det været meget mere effektfuldt hvis underviseren havde givet rum og tid samtidig med de gode genoptrænende øvelser.

Lad os nu for pokker huske at tale ordentligt til vores krop. Uanset hvor vi er i livet. Det er det bedste fundament for en effektfuld træning. Og det bedste udgangspunkt for et godt liv i den krop du er givet.